7.Bs GYSERE

Jeg vågnede ved lyden af banken på glas. Først troede jeg, det kom fra vinduet, men så opdagede jeg, at lyden kom fra spejlet. Jeg kiggede forvirret på spejlet, og besluttede mig for at se hvad det var. Der var ingenting. Alt jeg kunne se, var mine blege ben og mit meget rodede hår, som var blevet sat op i den grimmeste knold, jeg nogensinde havde set.

 

Jeg var ikke engang nået halvvejs tilbage til min seng, før bankelyden kom igen. Ingenting. Der var ingenting. Jeg besluttede mig for at gå i seng igen. Men af en eller anden grund, kunne jeg bare ikke falde i søvn, så jeg lå bare og stirrede ud i luften, indtil jeg så noget ud af min øjenkrog. Jeg rejste mig hurtigt op. Gik hen til spejlet, kiggede godt ind i det, da jeg så noget bag mig. Jeg vendt mig om. Den var væk, og så alligevel ikke. Jeg kunne fornemme den var her. Men hvor? Min arm blev helt kold, og hårene på mine arme rejste sig. Pludselig kunne jeg høre et grin, der flyttede sig hurtigt fra min højre side, til min venstre. Jeg kunne mærke noget der tog om mit ben. Jeg faldt. Nu kunne jeg høre grinet igen. Denne gang endnu højere end før. Jeg blev slæbt hen af gulvet, og jeg kunne ikke gøre modstand. Fra den ene ende af værelset til den anden. Jeg rejste mig op, og sagde;

 ”Kom så, vis dig”, men der skete ingenting.

 

Den her ting var ikke helt dum. Jeg måtte gøre noget, men hvad? Det slog mig, at jeg kun kunne se den inde i spejlet. Og der var den, en lille pige med en fin hvid kjole. Hun smilede til mig. Jeg smilede tilbage, men sagde til hende; ”du kan ikke være her”. Hun så ondt på mig og skreg. Hendes lyse stemme skar i mine øre, så jeg faldt til gulvet endnu en gang. Den eneste måde jeg kunne få hende til af forsvinde på, var hvis jeg smadrede spejlet.

Jeg skyndte mig op, løb hen til mit natbord, hvor der stod en vase med blomster. Jeg tog vasen, løb hen til spejlet igen. Jeg stod og kiggede ind i det i lidt tid. BOM. Spejlet var smadret i tusind stykker, og der lå glasskår ud over det hele. Der blev stille. Man kunne kun høre lyden af de sidste glasskår, der faldt ud af spejlets ramme.

 

Jeg havde ikke set pigen i nogle dage, men jeg kunne fornemme at hun stadig var her. Af en eller anden grund, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvem hun var, og hvad hun ville mig.

 

Der var nu gået lidt over et år, hvor der ikke havde været sket noget, men forleden aften kom alle de ting igen. Den lille pige, grinet, og alt det andet.Jeg lod bare som om hun ikke var der, hvilket ikke hjalp. Da jeg vågnede næste morgen, var hele mit værelse ødelagt. Mit tøj lå spredt ud over hele mit gulv, og mit skrivebord var væltet. Alt var ødelagt. Alt. ”MOR!” råbte jeg. Hun kom brasende. ”Hvad er der sket Lærke?” Hun så forvirret på mit værelse, ”Øhm... Hvad har du lavet?” Jeg svarede med en hæs stemme; ”Ikke noget, da jeg vågnede så det sådan her ud”. Min mor tog mig i armen, og slæbte mig nedenunder. Hun begyndte at spørge ind til, hvad der var sket.

 

Først ville jeg ikke sige det. Men det blev jeg lidt nød til, da jeg ikke kunne holde ud at gå igennem det hele en gang til. Min mor lod mig blive hjemme fra skole, da hun god kunne mærke at det havde påvirket mig meget!

 

Den aften talte hun med min far, om jeg ikke kunne blive hos ham i de næste par uger. Jeg havde egentlig ikke lyst, da han altid havde så travlt. Men jeg var også glad, da jeg ikke havde set ham i lang tid. Da han kom og hentede mig blev jeg glad, og sprang ind i hans favn. Jeg sagde farvel til min mor, som ville undersøge, hvordan vi kunne få den lille pige ud af mit værelse. Indtil da, måtte jeg være hos min far.