7.Bs GYSERE

Der er et billede på min telefon af mig, trygt sovende i min seng. Jeg bor alene. Jeg sætter mig op i sengen, kigger mig rundt. Der er ingenting. Hvordan er det billede så havnet på min telefon? Jeg rejser mig op og går ud i køkkenet. Jeg kan ikke forstå hvordan det billede er havnet på min telefon? Jeg stiller mig selv mange spørgsmål, som ”Hvem har taget billedet? ” ” Hvorfor? ” Jeg ville aldrig nogensinde kunne forsvare mig selv, jeg er så spinkel. Jeg har boet i det her hus, alene, i snart 7 år. Der er sket nogle mærkelige ting her i området for tiden, gamle fru Hansen der blev myrdet for et par uger siden, og man har endnu ikke fundet gerningsmanden. Folk der på mystiskvis forsvinder, eller flytter her fra og det kan ikke gå for langsomt. De personer der ikke er flyttet eller ikke er døde, er skøre mennesker, de kommer aldrig ud af deres huse, og de holder sig fra alle. Nogen mener de er besat af en dæmon, jeg syntes det er overtroisk.

Jeg skal lige til og tage en skål ud af skabet da jeg høre noget smadre bag mig, det er min vase. Den ligger smadret på gulvet, vandet og blomsterne ligger spredt ud over hele gulvet. Der er ingen tegn på nogen eller noget der kunne have væltet den. Ingen fodspor, intet. Kun blomster og vand, som jeg nu skal til og rydde op.

Der er sket mange mærkelige ting i løbet af i dag, på vej hen til købmanden havde jeg det som om der var en der åndede mig i nakken, hele vejen derned, og hjem igen. En af de mennesker der skulle være skøre kom ud og snakkede til mig i dag, hvilket aldrig er sket før. Han snakkede om noget med denne dæmon, og jeg skulle se og komme væk, for ellers ville den også besætte mig. Jeg tænkte ikke videre over det han sagde. Jeg er lige nået til min hoveddør og låser mig ind. Sætter varerne på køkkenbordet. Jeg når lige og sætte varerne på bordet, og så kommer der en lyd inde fra stuen, det lyder som en baby der græder. Jeg har intet barn. Lige i det jeg træder ind i stuen, stopper lyden, det var da mærkeligt. Jeg går mod køkkenet igen, og babygråden kommer igen. Jeg går ind i stuen igen, og den stopper. Jeg går mod der hvor jeg syntes lyden kom fra, bag sofaen. Jeg kigger bag sofaen, der er en babyalarm? Jeg slukker for alarmen, hvordan er den kommet her ind?

Min telefon brummer, og jeg tager den op af lommen, det er et billede af mig der står i køkkenet og sætter vare på plads. Skræmmende. Jeg kigger rundt omkring mig, ingenting. Jeg hører et skummelt grin, og vender mig med et sæt om. Der er en skygge på væggen. Skyggen har horn, og et eller andet i hånden, det ligner en meget stor kniv, eller en økse? Man kan ikke se det tydeligt herfra. Skyggen bevæger sig, og jeg træder automatisk et skridt tilbage. Min dør smækker, og der er helt stille. Jeg går med rystende ben ud i gangen, der er ingenting. Jeg er bange, jeg går i seng og håber på det bare var en eller anden syg drøm.

Jeg fik ikke sovet meget, enten knirkede dørene i lejligheden, eller var der den skumle latter fra tidligere. Jeg tør ikke rigtig gøre noget, andet end bare og ligge i min seng og gemme mig under dynen, som et lille barn der lige har set en ond skurk i en Disney film. Der er en banken på døren, skal jeg gå der ud eller ej? Jeg gør det. Jeg rejser mig op fra sengen, og går ud i gangen og åbner døren. Jeg når ikke engang og se hvem det er før personen har skubbet døren helt op og farer ind i lejligheden. ”Jamen, hej til dig også.” Personen er den ældre mand fra i går, han er helt forpustet, lige nu står han og prøver og få vejret, Han får lige sagt ”Luk døren”. Jeg lukker døren og låser den igen. Jeg henter et glas vand til manden, og efter et par minutter har han fået vejret. Jeg kigger på manden med et blik der siger ’jeg vil gerne have en forklaring’. Han kigger på mig, han forstår mig, for han begynder i hvert fald og forklare. ”Dæmonen var i mit hus, og sagde han sku bruge mig til et eller andet, jeg hørte ikke hvad han ville bruge mig til, for jeg løb herover stort set med det samme” Han sætter sig over i min sofa. ”Men hvorfor vælger du og løbe her hen? ”Det undre mig faktisk lidt han er taget her hen. ”Har du ikke hørt den sidste familie der boede her, flyttede i sidste uge? ”Det har jeg ikke hørt noget om det, det var en lille familie, mor, far og en lille dreng på omkring 2 år. Jeg kan godt forstå de flyttede, her er ret skræmmende at bo. ”Nej, det har jeg ikke hørt noget om. ”Jeg tilbyder ham lidt og spise, og så snakker vi ellers bare resten af dagen.

Jeg sætter mig op med et sæt, jeg kigger på min telefon, klokken er 03.27. Der er nogen lyde ude fra køkkenet, jeg åbner stille døren til mit soveværelse, så stille døren ikke knirker når jeg åbner den. Jeg træder ud af soveværelset, og lister hen til væggen der skiller køkkenet med stuen, jeg stikker hovedet ud og håber på personen ikke ser mig. Det der skulle være en person ligner ikke et normalt menneske, han – som jeg nok tror det er eftersom personen har en stor kropsbygning, jeg mener sådan rigtig stor, og han er helt rød i huden, altså det man kan se. Jeg tror det er ham der var her i går, for han har den der økselignende ting i hånden. Han kigger i den retning jeg står, jeg trækker hurtigt hovedet ind bag væggen igen. Jeg venter lidt og stikker så hovedet frem igen, han er væk. Jeg kan mærke en ånde i nakken, jeg vender mig stille om, og der står han. Han er nok 2 hoveder højere end mig. Jeg kigger ned på hans hånd, han har stadig den der økse i hånden. Han løfter øksen og svinger den mod mit hoved. Jeg når lige og flytte mit hoved inden han når og ramme mig. Så han rammer muren. Jeg løber inden han når og slå ud efter mig igen. Jeg løber ned mod min bil, jeg skal bare væk herfra. Jeg springer ind i min bil og starter den, jeg kører ud af den store landevej. Jeg er nået et godt stykke væk fra alt, da der kommer en stemme fra bagsædet. ”Hvor skal vi hen? ”