7.Bs GYSERE
Rumvæsener
"Seb."
Huset
Miklas
Da vi flyttede ind i det nye hus, var det min opgave at fjerne den store plet på gulvet i kælderen. Det tog mig lang tid og mange kræfter, og jeg var ganske tilfreds, da den endelig var forsvundet. Nu har jeg fjernet den hver morgen i denne måned.
Jeg begyndte at tænke tilbage på hvad mine venner ovre i skolen havde sagt om det nye hus mig og min mor skulle flytte ind i. At det havde været forladt i over 20 år og at det siges at man har set skygger derinde bevæge sig ude ved vinduerne. Der havde også være to forældre og et barn som kiggede på huset sidste sommer og er ikke kommet tilbage siden. Jeg er ikke den type der tror på den slags og troede aldrig på det de sagde. Så jeg besluttede mig for at gå hen og spørge min mor efter jeg havde fjernet pletten på gulvet i kælderen. Da jeg havde fjernet pletten og gik hen til min mor for at spørge om det var rigtigt det mine klassekammerater havde fortalt mig så jeg min mor som hun ofte ser ud, lidt forvirret med uglet hår og en grim misfarvet striktrøje. Jeg spurgte hende om alt det mine klassekammerater sagde ovre i skolen var sandt. Efter jeg havde spurgt så hun lige pludselig på mig som om der stak en rottehale ud af min lille bitte mund, det var nærmest som om hun blev til is. Derefter vendte hun sig om og gik sin vej uden at sige den mindste lyd? Hun gik ind på sit kontor og satte sig i stolen med døren åben, vi fik pludselig øjenkontakt, en helt anden slags kontakt, en jeg aldrig havde oplevet før. I det jeg sank en kæmpe klump smækkede døren indtil hendes kontor. Sveden begyndte at løbe ned af mig jeg blev bange, men jeg ville vide hvad der var galt så jeg gik stille hen til døren, men lige i det jeg skulle åbne døren, hørte jeg en lyd, en meget stille lyd, lige bag mig. Jeg stivnede, vendte mig langsomt om, der stod min mor med helt sorte øjne og sagde en sætning jeg ikke forstod noget af. Sveden løb mere og mere ned af mig, det var der jeg igen kom i tanke om det mine klassekammerater havde fortalt mig. Nu vidste jeg at det var huset der gjorde det der med min mor, hun kom tættere og tættere på mig, da hun ca. var 1-2 meter væk fra mig begyndte jeg at løbe alt hvad jeg kunne. Jeg kiggede bag mig 1 2 tredje gang var hun væk igen, jeg stoppede op og kiggede rundt. Efter jeg havde kigget rundt første gang så jeg hende igen hun kom hurtigere og hurtigere hen mod mig.
Jeg kunne kun gå en vej, lige ned i kælderen et mørkt rum som jeg aldrig har brudt mig om, men jeg var nødt til det. Lige da jeg var kommet ind smækkede døren bag mig. Der var mørk rigtigt mørkt, det eneste man kunne se var lampen som blinkede og det eneste man kunne høre var noget der dryppede. Jeg var bange rigtig bange, jeg var på vej hen til den blinkende lampe som bevægede sig fra den ene side til den anden side. Men jeg opdagede lige pludselig at hver gang den lyste op stod der et lille barn med en helt uskyldig lille dukke i hånden og sorte øjne ligesom min mor havde. Det var barnet som forsvandt sidste sommer sagde jeg til mig selv inde i mit hoved. Han begyndte at snakke til mig med en lige så stille uhyggelig stemme ” HUSET ER FORBANDET ”. Mit hår var nærmest helt vådt at sved, jeg måtte komme væk lynhurtigt, jeg måtte komme væk fra det her hus. Først prøvede jeg at åbne døren igen, men den var låst så jeg løb alt hvad jeg kunne væk fra drengen. Derefter løb jeg hen imod den dryppende lyd gennem klamt edderkoppespind og knirkende lyde. Jeg ville vide hvad den dryppende lyd var og hvor den kom fra. Jeg kunne høre at jeg var der, men jeg kunne jo intet se på grund af mørket. Jeg gik 1 2 3 skridt frem og der kunne jeg mærke noget der ramte min hånd, pludselig tændte der et æld gammelt fjernsyn bag mig jeg vendte mig hurtigt om af skræk. Jeg gik tættere på fjernsynet, det var en video om de to forældre og deres barn. Jeg satte mig til at se videoen, så vidste jeg hvem det var der lå og dryppede gennem risten i loftet, det er barnets far, han blev dræbt af sin egen kone på grund af at huset havet overtaget hende. Mit hjerte begyndte at hamre hurtigere og hurtigere. Jeg måtte bare væk herfra. Pludselig tændte lyset og der kunne jeg se ham ligge oppe i risten og dryppe. Nu kunne jeg se en udgang, jeg løb hurtigt ud af døren til baghaven da jeg kiggede mig tilbage kunne jeg se min mor kravle ud af vinduet mens hun skreg ”slip mig”. Da vi havde løbet længe og stoppede op for at puste ud, kunne jeg se hendes øjne var blevet normale. Huset havde sluppet hende og hun var ikke længere besat. Vi skal aldrig vende tilbage til dette sted.
Jeg vågnede ved lyden af banken på glas. Først troede jeg, det kom fra vinduet, men så opdagede jeg, at lyden kom fra spejlet. Jeg vente hovedet flere gange, for at se om jeg drømte, men den var god nok. Det var sikkert bare naboerne der larmede. Jeg kunne skimme en mørk skygge i spejlet, det var som om den kom tættere. Jeg slog mig selv på kinden for at se, om jeg bare bildte mig selv noget ind. Det hele var rigtigt nok. Jeg var bange, og alene hjemme. Denne nat kunne bare ikke ende godt. Hvis jeg skal være alene hjemme, hver gang min lille søster holder violin koncert i Sverige, så overlever jeg ikke.
Jeg kunne høre den kraftige vind stryge forbi mit utætte vindue, for enden af mit værelse. Nu var lyden der igen, bare meget højere. Jeg rejste mig op og bøjede mig lidt, for at kunne se ind i det lange spejl. Jeg fik et sus helt igennem hele min krop, jeg var meget bange. Jeg to mig mod til at kigge godt ind i spejlet igen. Det var som om, der var noget der inde. Jeg gik helt tæt på spejlet, jeg blev trukket ind af sort og kraftig skygge. Arr hjælp, skreg jeg.
Jeg blev kastet rundt i en form for rustebane, det var helt sort. Nu kunne jeg fornemme mørket for enden og med et bang landede jeg, på den hårde jord. Jeg drejede hovedet til siden for at se, hvor jeg var. Jeg kunne igenting genkende, det var forfærdeligt. Jeg rejste mig forsigtigt op, det første jeg så var en hytte, med sort røg fra skorstenen. Jeg gik forsigtigt over mod hytten, da jeg kunne lugte rødne pandekager. Føj! Jeg er dog vand til friske, og nye pandekage, som blir lavet på panden. Ville ønske jeg var der hjemme, med mine forældre, og ,lillesøster. Jeg måtte stoppe med at forstille mig de gode ting, og fortsætte med at gå over mod hytten. Da jeg nåde der over, kiggede jeg gennem et vindue. Jeg kunne igenting se, men jeg kunne høre skidt bag mig. Jeg turde ikke vende mig om, men alligevel gjorde jeg det.
Det var en mand. Jeg stod helt stille, indtil jeg kunne fornemme, at han stak hånden i lommen. Han trak sin kniv og holdte den mod mind hals. Jeg har aldrig været så bange før. Han tog kniven væk fra min hals, mens sveden løb i mit ansigt, derefter tog han hårdt fat i min arm, og trak mig med. Jeg prøvede at gøre modstand, men blev bare træt. Efter vi var nået over til en gammel hvid bil, var det blevet meget mørkt. Han smed mig ind i bilen og kørte.
Mit hjerte bankede, jeg kan slet ikke forstå det her. Jeg prøvede at lægge hovedet i sædet for at sove, men min mave rumsterede så kraftigt, at jeg ikke kunne. Jeg kiggede ud af vinduet, men kunne igenting se, alting var sort. Efter lang tid stoppede han endelig.
han førte mig ud af bilen, og tog mig med ind i et hus. Derefter bar han mig ned af nogle trapper, det var en kælder. Jeg fik bind for øjende, nu kunne jeg igenting se. derefter blev ført over i en stol, det var som om jeg sad på en bunke kolde sten. Han to bindet fra mine øjne af.der var blod på væggene, og knogler i hjørnerne. Jeg hørte et skrig, det kom fra trappen. Det begyndte at lugte kraftigt, det var ulækkert. Mørkt og pludseligt blev der trykket på min skulder. Jeg vendte hovedet, det var en dame. Hun kiggede med store mørke øjne og begyndte at knække fingre. Hun slog mig i hovedet, med en kold klud. Jeg råbt højt. AV! Hun gjorde tegn til at jeg skulle holde mund. Damen fandt en kasse, gule, og røde nåle frem. Hun stak den ene i min skulder, jeg begyndte at græde. Hun stak flere nåle i mine fødder. Jeg skreg så højt jeg kunne. HJÆLP! Hun fortsatte med at gøre det. Det hele er så forfærdeligt, råbte jeg højt. Damen grinte højt. Jeg kunne høre trin fra trappen, det knirkede meget højt. Det var manden, han spurgte hvorfor jeg græd, og råbte sådan. Kig på mine fødder, der er nåle i min krop! Råbte jeg lige op i fjæset på ham. Han begyndte bare at grine. Jeg tænkte inde i mig selv, er det nu jeg skal dø? Så tidligt. Jeg kiggede op, og sagde inde i mig selv. Kære Gud jeg beder dig, lad mig overleve. Damen fortalte mig at hvis jeg vil væk, skal jeg gå med nålene i fødderne, op ad trappen og ud. Jeg sagde okay, det gør jeg. De så ud som om, at de godt vidste det ikke kunne lade sig gøre. Jeg prøvede alligevel, alting måtte være bedere end det her. Damen løsnede rebet, om mine fødder, og hænder. Jeg begyndte at gå, nålene stak op i tærende på mig. Jeg skreg, på hver enkelt trin jeg to. Jeg lage mig ned på gulvet, jeg var færdig. Jeg mærkede vind i min nakke, jeg havde kræfter nok til at vende mig om. Der stod min familie, de var alle helt blodige. En mand ræv i min lillesøster, imens min mor prøvede at holde fast i hende. Hun blev ført væk. Jeg havde ikke flere kræfter tilbage, den følelse af at ens liv var forbi.
Gyser
Silke
Gyser
Oliver
Elevernes Gysere
Miklas, "Seb.", Oliver & Silke