7.Bs GYSERE

Jeg var i gang med mine lektier på mit værelse, da jeg hørte min mor råbe, at jeg skulle skynde mig at komme. Jeg lagde blyanten fra mig og løb ud af værelset lige ind i armene på min mor, som sagde: "Jeg hørte det også!"

Det lød som om der kom noget fra kælderen.

 Jeg var 3 år da vi for 12 år siden, flyttede ind i det gamle hus, der lå på Rædselsvej. Siden den første dag og de efterfølgende år, havde jeg været skræmt for at gå ned i kælderen. Grunden til det var, at jeg havde fået fortalt mange historier om at der var spøgelser i kælderen, der havde dræbt det gamle ægtepar der boede her før min familie. Og jeg har altid været meget overtroisk.

 Jeg åbnede døren langsomt til kælderen, lugten af død omfavnede mig hurtigt. Jeg trådte ned på de første knirkende trappetrin. Efter jeg var kommet ned af trapperne, smækkede døren i bag mig med et brag. Jeg kunne høre døren blive låst, og min mor der skreg. Tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder, og mit hjerte begyndte at hamre hurtigere. Der var helt mørkt. Jeg ledte efter stikkontakten, men uden held. Efter jeg havde stået helt stiv i kroppen i noget tid, følte jeg et åndedræt i min nakke. Jeg vendte mig hurtigt om, men så intet. Mine hænder ledte rundt på de forskellige hylder, efter en lommelygte. Efter mange forsøg fandt jeg endelig en lommelygte. Jeg tændte den og så mig rundt omkring. Med et hop tilbage, så jeg en skikkelse i det ene hjørne af kælderen. Jeg råbte efter min mor, men fik intet svar tilbage. Koldsved løb ned af mig, og jeg blev ved med at mærke små pust i nakken. Det gav mig kuldegysninger. Jeg farede rundt i kælderen. Da jeg stansede for at få vejret, mærkede jeg en kold hånd på min skulder. Jeg vendte mig om så hurtigt jeg kunne, og svingede så lommelygten ud rundt omkring mig. Jeg kunne mærke den ramme noget, men jeg havde ingen ide om hvad det kunne være.

Kælderdøren blev med et sus åbnet op, og ned af trapperne faldt min mor. Døren blev hurtigt lukket, og låst igen. Hun havde mærker, og blod over hele hendes spinkle krop. Da hun var kommet på benene løb jeg hen og gav hende det største kram, for jeg havde troet jeg aldrig ville se hende igen. ”Jeg ved ikke hvad der sker!” sagde min mor. Jeg prøvede at forklare min mor, med en skræk i stemmen, at der også var noget her nede, og at jeg ikke vidste hvad eller hvem det var. Vi blev enige om at vi ville prøve at brække døren op. Ingen af os kunne, selv efter mange forsøg. Jeg foreslog, at vi kunne lede efter noget, der kunne være hjælpsomt i de meget store mængder af skrammel, vi havde liggende rundt omkring. Efter vi havde rodet meget rundt skriger min mor pludselig højt. ”Jeg kunne mærke noget på min skulder!!” stammede hun. Derefter havde min mor heldet på sin side, da hun fandt en hammer, men det var ikke nok.  Jeg var på dette tidspunkt begyndt at få lidt klaustrofobi. Min mor gik rundt og råbte alt muligt, men jeg var begyndt ikke at høre efter. Jeg syntes det var latterligt, for hvordan skulle vi komme ud. Der var nemlig heller ikke nogen vinduer i kælderen.

Med en ond latter startede en stemme ”I kan gøre alt for at prøve at komme ud, men det kommer ikke til at ske!” Min mor begyndte at råbe og græde samtidigt; ”Hvem er du og hvad vil du os?”. Der kom intet svar tilbage, bare et uhyggeligt grin. Min mor og jeg faldt grædende sammen i den gamle ulækre sofa, der stod i det ene hjørne i kælderen. Efter noget tid hvor vi bare sad og stirrede, kunne jeg se en skikkelse igen. Min mor kunne også se den. Hun rejste sig og gik over imod denne skikkelse, men for hvert skridt hun tog forsvandt denne skikkelse pludselig, for efter et kort øjeblik at komme frem et andet sted i kælderen. Min mor begyndte at løbe rundt, først den ene vej og så den anden, alt i mens hun råbte; ”Lad os være, lad os være!!”. Jeg ved ikke hvor lang tid dette stod på, da jeg bare sad der i sofaen med benene oppe, hovedet mellem benene og græd. Pludselig syntes alt ting at være anderledes, der var stille, ingen råben og skrigen mere. Jeg kiggede op, og der midt på gulvet lå min mor helt krøllet sammen. ”Mor, mor”, sagde jeg stille, men der kom intet svar. Jeg kiggede rundt i kælderen, for at se om jeg kunne se skikkelsen, men nej, den var væk. Forsigtigt kravlede jeg over til min mor. Da jeg næsten var henne ved hende kunne jeg mærke noget vådt under mine hænder. Da jeg løftede den ene hånd for at kigge på den, så jeg med det samme, den var helt rød. Det var blod!!! Var det min mors blod? Jeg skreg og kravlede hurtigere helt hen til hende, hvor jeg begyndte at ruske hårdt i min mor. ”Mor?”. Hun svarede stadigvæk ikke. Hun var død, min mor var død! Jeg lagde mig ved siden af hende, hun duftede stadig af sig selv. Kælderdøren gik op, der stod min far. Jeg begyndte at græde endnu mere da jeg så ham. Han kom løbende ned af trappen, og begyndte at græde. Min far satte sig ned ved siden af mig. Så sad vi bare der. Min døde mor, min levende far og mig. Efter den dag flyttede min far, og jeg fra det skræmmende hus.

Jeg vil aldrig glemme dagen, hvor jeg mistede min mor til det overnaturlige.